Spørgsmål & svar

Kan omsynsfristen forlænges?

Omsynsfristen kan ikke forlænges. Det betyder, at bilen skal gennemgå et nyt 1. gangssyn til fuld synspris i stedet for et omsyn.

Er der foretaget et registreringssyn, giver synsvirksomheden motorkontoret besked om manglende godkendelse, når omsynsfristen er udløbet. Det betyder, at politiet umiddelbart efter omsynsfristens udløb kan inddrage bilens nummerplader på grund af manglende godkendelse.

Jeg er flyttet, hvordan oplyser jeg min nye adresse til jer?

Trafikstyrelsen modtager adresseoplysninger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer. Ændringer i adresse, ejer/bruger eller evt. cvr-nummer bedes oplyst dertil. Adressen er: Centralregisteret SKAT, Helgeshøj Allé 9, 2630 Tåstrup, telefon 72 22 18 18.

Hvor henvender jeg mig med spørgsmål omkring registrering og afmelding af bilen?

Alle spørgsmål som drejer sig om, hvordan du registrerer, ejerskifter eller afmelder en bil, skal rettes til et motorekspeditionen hos SKAT. Oplysning om skattecentre kan ses på SKAT's hjemmeside.

Klager over syn

Hvordan klager jeg over et syn?

Trafikstyrelsen er klageinstans for synsvirksomheders afgørelser i forbindelse med syn af køretøjer. Du kan finde klagevejledningen på bagsiden af den synsrapport, der udleveres af synsvirksomheden ved synets afslutning.

Det er en fordel, hvis du sammen med klagen indsender oplysninger om køretøjets registrerings- eller stelnummer, og kopi af de breve og synsrapporter, der efter din opfattelse indeholder oplysninger til brug for sagen.

Du skal klage til Trafikstyrelsen, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S eller mail Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Er der en frist for at klage?

Der er en klagefrist på 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt (synets gennemførelse). Klagen medfører ikke, at virkningen af synsafgørelsen udsættes til klagesagen er afgjort. En klage har med andre ord ikke opsættende virkning.

Hvad tager Trafikstyrelsen stilling til i forbindelse med klager?

Trafikstyrelsen foretager som hovedregel en høring af synsvirksomheden. Når styrelsen har modtaget en udtalelse fra synsvirksomheden, vil du blive gjort bekendt med indholdet og få lejlighed til at fremkomme med dine eventuelle bemærkninger. Såfremt sagen derefter findes tilstrækkeligt oplyst, vil Trafikstyrelsen træffe en afgørelse på dette grundlag.

Hvad tager Trafikstyrelsen ikke stilling til?

Trafikstyrelsen behandler ikke klager over f.eks. serviceniveauet eller den praktiske tilrettelæggelse af synet eller lignende i en syns/omsynsvirksomhed, ligesom trafikstyrelsen heller ikke behandler klager over synspersonale.

Trafikstyrelsen behandler ikke klager over priserne for syn og omsyn, da synsmarkedet er liberaliseret. Det er op til den enkelte synsvirksomhed at fastsætte sin pris for syn og omsyn.

Trafikstyrelsens afgørelser er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelser kan dog indbringes for domstolene.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål her. Hvem skal jeg kontakte?

Har du ikke fundet svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på adressen: Trafikstyrelsen, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S eller sende en mail til Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Spørgsmål om periodisk syn og indkaldelsen kan desuden rettes til vores kundecenter på telefon 70 12 90 40 hverdage mellem kl. 9-15 eller til kundecenterets direkte mailadresse Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Spørgsmål af teknisk karakter kan rettes til Center for biler og grøn transport på telefon 7221 8800.

Periodisk syn

Hvad er en månedsdato?

Månedsdatoen på en bil, er den dato, som Trafikstyrelsen tager udgangspunkt i, når bilen indkaldes til periodisk syn.

Månedsdatoen er som hovedregel sammenfaldende med bilens 1. registreringsdato.

Er bilen registreret med ny månedsdato, vil der IKKE ske indkaldelse ud fra bilens 1. registreringsdato, men i stedet ud fra den ny månedsdato.

Læs her hvordan du ændrer din månedsdato

Hvornår bliver min bil indkaldt?

En bil indkaldes til syn på baggrund af bilens månedsdato. Om månedsdatoen se ovenfor.

En almindelig personbil indkaldes 1. gang 4 år efter 1. registreringsdato og herefter med 2-årige synsintervaller.

En almindelig varebil indkaldes 1. gang 4 år efter 1. registreringsdato og herefter med 2-årige synsintervaller.

Her kan du se synsintervallerne på andre køretøjstyper

Hvorfor er min bil allerede indkaldt nu, der er ikke gået 2 år fra sidste godkendelse?

Din bil bliver aldrig indkaldt på baggrund af sidste godkendelsesdato. Bilen indkaldes ud fra månedsdatoen (se ovenfor).

Nedenfor kan du læse mere om de forskellige årsager til, at der er mindre end 2 år fra sidste syn.

Den fastlagte seneste frist for syn kan være forskellig fra gang til gang.

Trafikstyrelsen tager altid udgangspunkt i bilens månedsdato, når der sendes en indkaldelse.

Trafikstyrelsen kan imidlertid fastsætte den seneste frist for syn fra 2 måneder før til 3 måneder efter månedsdatoen.

Sidste periodiske syn blev foretaget alt for sent, og bilen har ikke været afmeldt i mellemtiden.

Bilen har fået foretaget et registreringssyn, men der er ikke afleveret anmeldelsesblanket.

Min bil er under 4 år gammel. Hvorfor er den alligevel indkaldt nu?

Hvis din bil endnu ikke er 4 år gammel og alligevel er indkaldt til syn, kan det være en fejl.

Undersøg på din registreringsattest, om bilen står indregistreret til ’udlejning uden fører’, ’øvelseskørsel’ eller ’taxikørsel’. Bilen vil da være indkaldt til syn efter regler gældende for denne type køretøj. Benyttes bilen IKKE, som en af ovennævnte typer, skal du have ændret på bilens registrering.

Tag den originale registreringsattest med til motorekspeditionen på et skattecenter. Der kan man rette fejlen og give dig en ny registreringsattest. Indkaldelsen til syn bliver samtidigt slettet. Du behøver ikke give Trafikstyrelsen besked.

Benyttes bilen til udlejning, øvelses- eller taxikørsel, vil der være andre synsintervaller gældende for bilen. Her kan du se synsintervallerne på disse køretøjer.

Kan jeg få udsat synsfristen?

Der er ikke i reglerne for periodisk syn mulighed for at udsætte den seneste frist for syn. Det betyder, at Trafikstyrelsen ikke kan ændre den frist, som er fastlagt i indkaldelsen, uanset baggrunden for ønsket om udsættelse.

Efter fristen for syn sendes der et erindringsbrev til bruger af bilen. Herefter overgår sagen til politiet, som har mulighed for at inddrage bilens nummerplader og udstede bødeforlæg.

Min bil er stillet væk og bliver ikke benyttet i en længere periode - kan jeg vente med at syne bilen til den igen tages i brug?

Der er ikke i reglerne for periodisk syn mulighed for at udsætte den seneste frist for syn. Vi anbefaler derfor at afmelde bilen ved motorekspeditionen på et skattecenter, når den står ubrugt. Når bilen er afmeldt, behøver den ikke synes, før den igen skal have nye nummerplader på. For at køre bilen til syn, skal du leje prøvenummerplader på et skattecenter. Efter syn kan du igen købe nummerplader til bilen.

Min bil forventes indkaldt om kort tid, men jeg har ikke tid på det tidspunkt. Hvad gør jeg?

Trafikstyrelsen anbefaler, at du syner bilen inden indkaldelsestidspunktet, hvis du ikke har mulighed for at få bilen synet, når den bliver indkaldt.

Man kan foretage et frivilligt registreringssynsyn.Da vil bilen få skrevet synsdatoen på som ny månedsdato, og næste indkaldelse vil komme 2 år efter synsdatoen.

Hvad gør jeg, når jeg ikke har modtaget nogen indkaldelse, men kun et erindringsbrev?

Trafikstyrelsen sender indkaldelsen til periodisk syn til den, der er registreret som bruger af køretøjet i Centralregistreret for Motorkøretøjer.

Ved ejerskifte efter indkaldelsen er udsendt, vil ny ejer samtidigt med registreringsattesten modtage besked fra Centralregistreret for Motorkøretøjer om, at bilen allerede er indkaldt. Ny ejer vil ikke modtage en ny indkaldelse.

Når fristen for syn er udløbet, skal Trafikstyrelsen i henhold til reglerne sende et erindringsbrev til daværende bruger. Erindringsbrevet bliver sendt, uanset om der er bestilt tid til syn.

Min bil er lige godkendt, hvorfor har jeg så modtaget et erindringsbrev/indkaldelse nu?

Er din bil blevet synet og godkendt inden for den sidste uge, behøver du ikke foretage dig yderligere, selvom du modtager en indkaldelse eller et erindringsbrev. Registreringen af godkendelsen kan tage et par dage, hvilket betyder, at Trafikstyrelsen har nået at sende brevet inden registreringen af synet i Centralregistret for Motorkøretøjer.

Er der gået over en uge, siden din bil blev synet og godkendt, skal du kontakte synsvirksomheden, som godkendte bilen. Synsvirksomheden skal derefter indsende synsresultatet til Trafikstyrelsen. Kontrollér at registreringsnummer og stelnummer på synsrapporten stemmer overens med din bils registreringsattest.

Er der særlige regler for syn af veteranbiler?

Hvis din bil er indregistreret første gang for mere end 35 år siden og kun benyttes lejlighedsvis, kan du indregistrere den til veterankørsel, hvorefter bilen vil få længere perioder mellem indkaldelserne til syn. For at få bilen indregistreret til veterankørsel, skal du henvende dig ved motorekspeditionen på et skattecenter med bilens registreringsattest.

Ved omregistreringen påfører Skat teksten ’veterankørsel’ på bagsiden af din registreringsattest og sletter en eventuel tidligere registreret ’valgfri synsdato’ (ny månedsdato), hvis denne dato er fra før bilen blev 40 år.

Når bilen er omregistreret til veterankørsel, bliver den første gang indkaldt til periodisk syn 40 år efter 1. registreringsdato og herefter med 8 års mellemrum.

Bemærk: Er din bil ikke indregistreret til veterankørsel, vil den fortsat blive indkaldt med 2-årige synsintervaller, selv om den er over 35 år gammel.

Hvad gør jeg, hvis min bil er solgt eller afmeldt?

Modtager du en indkaldelse til periodisk syn, selvom bilen er solgt, kan du se bort fra indkaldelsen. Du behøver ikke give Trafikstyrelsen besked.

Ny ejer af bilen får automatisk besked om indkaldelsen efter omregistreringen. Ny ejer har 3 uger til at omregistrere bilen eller afmelde den. Er det mere end 3 uger siden, du solgte bilen, bør du derfor kontakte motorekspeditionen på et skattecenter for yderligere vejledning.

Sælger du din bil, inden fristen for syn udløber, overgår synspligten til den nye ejer, med mindre bilen først overtages af den nye ejer efter fristens udløb.

Køb af brugt bil. Hvornår skal bilen til periodisk syn?

Når du køber en brugt bil, er det selvfølgelig godt at vide, hvornår bilen kan forventes at blive indkaldt til periodisk syn næste gang. Som køber er det ikke nok, at du ved, hvornår bilen sidste gang er synet. Det betyder nemlig ikke automatisk, at der er 2 år til næste gang, bilen skal synes.

Indkaldelsen til næste periodiske syn sker altid på baggrund af bilens månedsdato, aldrig ud fra sidste godkendelsesdato.

Du skal derfor være opmærksom på at undersøge, hvilken månedsdato bilen er registreret med.

Bemærk at en bil godt kan få udleveret nummerplader eller kan blive omregistreret til ny ejer, selvom bilen er indkaldt til periodisk syn.

Du er altid velkommen til at kontakte os, inden du køber en brugt bil, så du er klar over, hvornår bilen næste gang bliver indkaldt til periodisk syn.

Du bør altid bede om at få sidste synsrapport med, når du køber en brugt bil. Kopi af den sidste synsrapport kan du desuden få ved henvendelse til synsvirksomheden, som har foretaget sidste syn.

Hvornår er min bil sidst synet?

Sidste synsrapport bør altid gemmes, så du kan se, hvornår bilen sidst er synet. Du anbefales altid i forbindelse med køb af brugt bil at bede om en kopi af sidste synsrapport.

Trafikstyrelsen arbejder på at gøre det muligt at se sidste godkendelsesdato på hjemmesiden. Vi kan endnu ikke oplyse, hvornår denne mulighed bliver tilgængelig. Indtil da kan du få oplyst datoen hos Kundecenteret på telefon 70 12 90 40 eller på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .

Motorkontor Måløv

Køb dine nye nummerplader hos Drive-in Bilsyn

Har du købt en ny eller en anden bil, kan du nu ejerskifte den hos os eller købe nummerplader til den. hurtigt, nemt og ingen ventetid. Se prisliste i menuen.

 nrpade1

Åbningstider:

Mandag – fredag kl. 8-17
Lørdag Lukket
Søndag kl. 10-14

 

 

Vi holder lukket Søndag d. 26-10-2014.

Fresh-Badges

Typer af køretøjer

Vi syner alle køretøjer med totalvægt op til 3500kg, dog busser med mere end 9 passager (kun periodesyn og omsyn). Læs mere...

Kontakt Os

  • Adresse: Måløv Værkstedsby 104, 2760 Måløv.
  • Tel: +45 44 64 64 74
  • Fax: +45 44 64 64 71